Handelsbetingelser
1. Hvem står bag
hvemejer udbydes af CURIOUS ApS, CVR-nr. 35650598, Strandvejen 136, 8000 Aarhus C ("hvemejer", "vi"). Spørgsmål om disse betingelser kan rettes til kontakt@hvemejer.dk.
2. Hvad tjenesten er
hvemejer.app er en professionel research-, compliance- og rådgivningsplatform, der samler oplysninger om ejendomme, virksomheder, personer og ejerforhold fra officielle danske registre og datakilder — til brug for due diligence, KYC/AML, kreditvurdering, transaktioner, konkursbehandling, offentlig kontrol og journalistisk research. En oversigt over kilderne findes på Datakilder.
Tjenesten formidler registerdata og beregninger på dem. Den er ikke juridisk, økonomisk eller anden professionel rådgivning, og den erstatter ikke egne undersøgelser eller lovpligtige procedurer.
3. Adgang kræver professionelt kundegrundlag
Platformen er forbeholdt professionelle brugere og kunder med legitim interesse — fx rådgivere, kreditgivere, compliance-funktioner, professionelle transaktionsparter, offentlige indkøbs- og kontrolfunktioner, pressen og civilsamfundsorganisationer. Vi verificerer kundegrundlaget, før adgang åbnes, og kan afvise eller lukke adgang, hvis grundlaget ikke er til stede.
- Ved oprettelse oplyser du navn, arbejds-e-mail, rolle/organisation og dit professionelle formål med at bruge platformen.
- Din konto er personlig. Login må ikke deles; organisationer opretter en bruger pr. person (Team-planen).
- Visse oplysninger — bl.a. reelle ejere, tinglysning og personrelationer — forudsætter efter deres registervilkår et legitimt formål. Ved brug bekræfter du, at dine opslag sker som led i et sådant formål, og du accepterer, at opslag logges (se pkt. 8).
4. Priser og betaling
De aktuelle priser fremgår af prisoversigten. Alle priser er i danske kroner og ekskl. moms; moms tillægges ved købet. Betaling sker på faktura ved bankoverførsel. Vi opretter aftalen sammen med jer, og fakturaen sendes til den mail, kontoen er registreret med.
- Enterprise prissættes individuelt efter aftale og fremgår af jeres egen aftale og faktura frem for af prisoversigten.
- Pro, Team og Projekt er løbende månedsabonnementer pr. bruger. De fornys automatisk hver måned, indtil de opsiges. Opsigelse kan ske når som helst med virkning fra udgangen af den betalte periode — som udgangspunkt uden binding.
- Projekt indeholder det samme som Team og giver desuden adgang til Projektudvikling. Skifter du til en plan uden Projektudvikling, lukkes modulet fra den følgende betalingsperiode. Dine gemte projekter slettes ikke ved skiftet og er tilgængelige igen, hvis du senere opgraderer.
- Bindingsperiode: Er der individuelt aftalt en bindingsperiode — typisk mod rabat ved betaling på faktura — fremgår periodens længde, dens udløbsdato og rabatten af fakturaen. I bindingsperioden kan abonnementet tidligst opsiges med virkning fra bindingsperiodens udløb, og fakturerede beløb refunderes ikke. Vi kan efter konkret, skriftlig aftale frigive abonnementet før tid, navnlig ved betalingsstandsning, konkurs eller rekonstruktion, eller hvis virksomheden ophører eller overdrages. Efter bindingsperiodens udløb fortsætter abonnementet uden binding.
- Prisændringer varsles mindst 30 dage før, de får virkning, og gælder tidligst fra næste fornyelse.
5. Fortrydelsesret
Adgangen åbnes, når fakturaen er udstedt. hvemejer sælges alene til erhvervsdrivende med et professionelt formål, og der gælder derfor ingen fortrydelsesret. Indgår du undtagelsesvist aftalen som forbruger, samtykker du ved aftaleindgåelsen udtrykkeligt til, at leveringen af det digitale indhold påbegyndes med det samme, og anerkender, at fortrydelsesretten dermed bortfalder, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13.
6. Brugsret
Du får en ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig ret til at bruge platformen og de viste data i dit eget professionelle arbejde, herunder at indsætte udtræk, rapporter og skærmbilleder i egne sagsakter, analyser og rådgivning til egne klienter — med kildeangivelse (fx "hvemejer.app" og de registerkilder, der fremgår af visningen).
Følgende kræver forudgående skriftlig aftale med os:
- Videresalg, videredistribution eller offentliggørelse af data i større omfang, herunder som datafeed, database eller konkurrerende tjeneste.
- Systematisk eller automatiseret masseudtræk (scraping, robotter, scripts) ud over platformens indbyggede søge- og eksportfunktioner.
- Brug af data til markedsføringshenvendelser rettet mod de registrerede personer.
Eksport- og AI-funktioner ("Spørg") er omfattet af rimelig brug (fair use). Ved usædvanligt store forbrugsmønstre kontakter vi dig, før vi eventuelt begrænser adgangen.
6a. Databehandleraftale
Vi er selvstændigt dataansvarlige for de registeroplysninger, platformen viser, og databehandlere for det, du selv lægger ind — projekter, brugerkonti og noter. For den sidste del gælder vores databehandleraftale, som er en integreret del af disse vilkår og gælder automatisk. Der skal ikke underskrives noget.
6b. Hvor dine data behandles
Drift, database og backup ligger hos en europæisk leverandør inden for EU/EØS.
Undtagelsen er AI-funktionerne. Spørg, den AI-baserede markedsvurdering og den maskinelle læsning af servitutter og lokalplaner behandles hos vores underleverandør Anthropic PBC i USA. Når du bruger disse funktioner, sendes dit spørgsmål og de registerdata og dokumenter, svaret bygger på, til behandling dér. Overførslen sker på grundlag af EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser, og oplysningerne bruges ikke til træning af modellen.
Kan din organisation ikke acceptere den overførsel, slår vi de tre funktioner fra for din konto. Alt andet i platformen virker uændret.
6c. Finansielle kunder — DORA
Er din organisation omfattet af forordningen om digital operationel modstandsdygtighed (DORA), er CURIOUS ApS en IKT-tredjepartsleverandør for jer, og dette punkt gælder ud over de øvrige vilkår. Det gælder automatisk og uden særskilt aftale, når I oplyser os, at I er omfattet. Vilkårene er skrevet til at kunne indgå i jeres informationsregister og jeres leverandørvurdering som de står.
Ydelsen. hvemejer leverer beslutningsstøtte til kundekendskab, kreditvurdering og due diligence i form af opslag, rapporter og overvågning på grundlag af offentlige registre. Platformen indgår ikke i jeres transaktionsudførende kæde og træffer ingen afgørelser. Om ydelsen understøtter en kritisk eller vigtig funktion hos jer, er jeres vurdering; vilkårene herunder gælder uanset.
Hvor data behandles. Drift, database og backup ligger i Tyskland (Falkenstein) med offsite-kopi i Finland (Helsinki). Undtagelsen er AI-funktionerne, jf. pkt. 6b, som kan slås fra for jeres konto. Flytning af behandling eller lagring til et andet land varsles mindst 30 dage før.
Underleverandører. Listen over vores underleverandører står i databehandleraftalens pkt. 5. Udskiftning eller tilføjelse af en underleverandør, der behandler jeres data, varsles mindst 30 dage før, og I kan opsige til udgangen af den betalte periode, hvis I ikke kan acceptere ændringen.
Tilgængelighed, integritet og fortrolighed. Vi garanterer ikke uafbrudt drift, jf. pkt. 10, men vi måler oppetiden udefra og oplyser den på anmodning. Der tages dagligt en konsistent backup med kopi hos en anden udbyder i et andet land, og gendannelsen afprøves. Vores mål for datatab (RPO) er højst 24 timer. Sikkerhedsforanstaltningerne står i databehandleraftalens pkt. 4; vi driver et ledelsessystem for informationssikkerhed bygget efter ISO 27001 og skriver ikke, at vi er certificeret, før vi er det.
Hændelser. Opdager vi en hændelse, der påvirker fortroligheden eller integriteten af jeres data eller tjenestens tilgængelighed væsentligt, underretter vi jeres kontaktperson uden ugrundet ophold og senest 24 timer efter, at vi har konstateret den, med det, vi ved på det tidspunkt. Vi følger op med årsag, omfang og afhjælpning, når de er klarlagt, og bistår jer med de oplysninger, I skal bruge til jeres egen indberetning. Bistanden er uden særskilt betaling.
Revision og inspektion. I, jeres revisor og jeres tilsynsmyndighed har ret til at føre tilsyn med vores levering, herunder ved adgang til vores dokumentation, systemer og lokaler. Vi svarer først med vores sikkerhedsdokumentation og, når den foreligger, en uafhængig revisorerklæring; er det ikke tilstrækkeligt, gennemføres tilsynet mod rimeligt varsel og på en måde, der ikke forstyrrer driften for andre kunder. Ét årligt tilsyn er uden betaling; yderligere tilsyn afregnes efter dokumenteret tidsforbrug, jf. databehandleraftalens pkt. 9. Vi samarbejder fuldt med jeres tilsynsmyndighed og besvarer dens henvendelser direkte.
Exit. I kan til enhver tid trække jeres eget indhold ud i maskinlæsbart format, herunder projekter, noter og jeres kontos opslagslog. Ved opsigelse kan I mod fortsat betaling på uændrede vilkår beholde adgangen i en overgangsperiode på op til seks måneder, så I kan skifte leverandør uden afbrydelse. Sletning ved ophør følger databehandleraftalens pkt. 8. Registerdataene er hverken jeres eller vores; de bliver hos myndighederne.
Opsigelse. Ud over pkt. 10 og 12 kan I opsige med øjeblikkelig virkning, hvis vi væsentligt misligholder disse vilkår, hvis gentagne hændelser hos os bringer jeres overholdelse af DORA i fare, eller hvis jeres tilsynsmyndighed kræver det. Forudbetalt beløb for perioden efter ophøret tilbagebetales.
Oplysninger til jeres register. Vi leverer de oplysninger, jeres informationsregister kræver om os: identitet, adresse, CVR-nummer, ydelsesbeskrivelse, behandlingssteder og underleverandører. Har I brug for en LEI-kode, anskaffer vi den på jeres anmodning.
7. Dataenes karakter og ansvar
- Vi tilstræber høj aktualitet (kilderne opdateres løbende, de fleste dagligt), men garanterer ikke, at data er fuldstændige, korrekte eller aktuelle.
- Konstaterer du en fejl i registerdata, skal rettelse ske hos den registeransvarlige myndighed — se vejvisningen på Datakilder. Vi viser rettelsen, når den slår igennem i kilden.
- Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, driftstab, tabt avance eller tab af data. Vores samlede ansvar er under alle omstændigheder begrænset til det beløb, du har betalt for tjenesten i de seneste 12 måneder.
- Intet i disse betingelser begrænser ansvar, der ikke gyldigt kan fraskrives efter dansk ret.
7a. Projektudvikling — screening, ikke rådgivning
- Arealer af bindinger måles ved rasterisering af matrikelpolygonen og er tilnærmede. De erstatter ikke en landinspektørs opmåling.
- Servitutter og lokalplaner kan være gennemlæst maskinelt af en sprogmodel. Læsningen kan være ufuldstændig eller forkert, og rapporten angiver for hvert dokument, om det er læst på selve akten eller alene på tingbogens overskrift. Kildehenvisningen følger med, så vurderingen kan efterprøves — og bør efterprøves, før den lægges til grund.
- Forhold uden offentligt kortlag — navnlig ledninger i jorden, jordbundsforhold, geoteknik, arkæologi og konkret vejadgang — er ikke undersøgt. Rapporten oplyser selv, hvad den ikke har set på.
- Byggepriser, avance og salgspriser i den økonomiske screening er forudsætninger, brugeren selv fastsætter eller kan ændre. De er ikke registerdata, og de er ikke et estimat fra os.
- En rapport er et dateret øjebliksbillede. Plangrundlag og bindinger ændrer sig, og kommunens holdning til en planændring er hverken registerdata eller noget, der kan beregnes.
7b. Sager og dokumentmappe
- Sager, noter og dokumenter opbevares, så længe kundeforholdet består. Jeres egen arkivering af en sag sletter intet.
- Ved ophør af aftalen har I 30 dage til at hente alt som zip pr. sag. Derefter sletter vi sager, noter, dokumenter, modtagere, delelinks og hentningslog — uigenkaldeligt.
- Et delelink er personligt, sendes af os til modtagerens e-mail, udløber (14 dage, højst 90) og kan kaldes tilbage. Hver hentning registreres med tidspunkt og IP-adresse og vises kun for jer. I er ansvarlige for, hvad I deler, og med hvem.
- Filer, I uploader, virusscannes; en fil, der ikke kan scannes, forlader ikke platformen. Lofter: 25 MB pr. fil, 2 GB pr. organisation.
8. Logning og dokumentation
Alle opslag på platformen logges (bruger, tidspunkt, opslagstype og emne). Loggen bruger vi til sikkerhed, fejlsøgning, håndhævelse af disse vilkår og til at kunne dokumentere anvendelsen over for registermyndighederne, hvis deres vilkår kræver det. Loggen kan efter aftale også hjælpe dig med at dokumentere egne undersøgelsesskridt (fx i KYC-sammenhæng).
9. Dit ansvar for egen viderebehandling
Når du henter personoplysninger ud af platformen og bruger dem i din egen organisation, er du selvstændig dataansvarlig for den behandling. Du indestår for, at din brug har et lovligt grundlag (typisk din legitime interesse eller en retlig forpligtelse, fx hvidvaskloven), og at du overholder databeskyttelsesreglerne, herunder ikke bruger oplysningerne til markedsføring mod de registrerede.
10. Drift og ændringer
Vi tilstræber høj tilgængelighed, men garanterer ikke uafbrudt drift. Planlagt vedligehold lægges så vidt muligt uden for normal arbejdstid. Vi kan løbende ændre, forbedre og udfase funktioner; væsentlige forringelser af en betalt plan varsles 30 dage før, de får virkning, og du kan i så fald opsige til udgangen af den betalte periode.
11. Misbrug og lukning
Ved brug i strid med disse betingelser — herunder delt login, scraping, opslag uden legitimt formål eller manglende betaling — kan vi suspendere eller lukke adgangen med øjeblikkelig virkning. Forudbetalte beløb refunderes ikke ved lukning som følge af væsentlig misligholdelse.
12. Ændring af betingelserne
Vi kan opdatere disse betingelser. Væsentlige ændringer varsles pr. e-mail eller i platformen mindst 30 dage før, de får virkning. Fortsat brug efter ikrafttræden udgør accept. Den gældende version findes altid på denne side.
13. Lovvalg og værneting
Betingelserne er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Retten i Aarhus, medmindre ufravigelige værnetingsregler fører til andet.
14. Kontakt
CURIOUS ApS · CVR 35650598 · Strandvejen 136, 8000 Aarhus C · kontakt@hvemejer.dk